BMI Løb & Motion afholder igen Fiskefrikadelleløbet (det bliver #4) - datoen er lørdag 5. september.
Der vil være flere distancer - 5-6 km løb/walk og 10 km løb/walk samt (officiel) halvmaraton. Starttiderne er forskudt, så vi alle kan nå i mål nogenlunde samtidig. Alle starter tæt ved Fiskehuset i Norsminde (kig efter BMI-flag nord for Fiskehuset), og her vil der også være et lille depot, som især HM-løberne nok har brug for.
10 km walk samt halvmaraton starter kl. 9.00 (HM skal ud på en sydrute på ca. 11 km), 10 km løb og 5-6 km walk starter kl. 10.00, og 5-6 km løb starter kl. 10.30. På den måde burde vi alle være tilbage, så vi kan nå at samles og måske skifte trøje, og fra ca. 11.30 serveres en platte med fiskefrikadelle og fiskefilet samt rugbrød i Fiskehuset. Hertil er der vand og kaffe - yderligere drikkevarer er for egen regning.
Prisen for deltagelse er 90 kr. Ønsker man medalje for dagens indsats (restmedalje med nyt emblem), koster det ekstra 25 kr.
BEMÆRK: Standardplatten indeholder 1 fiskefilet og 1 fiskefrikadelle - tidligere år er der opstået forsinkelser, fordi folk på dagen skulle bestemme sig for, hvad de ville have. Ønsker du en anden sammensætning end ovenstående, bedes du derfor give besked på forhånd, så vi kan informere køkkenet om det - ellers hedder den én af hver slags samt selvfølgelig lækkert rugbrød.
Den korte rute bliver muligvis afmærket, men ellers vil der blive givet en omhyggelig beskrivelse af alle ruter på Facebook og på dagen. Halvmaraton bliver som udgangspunkt et Social Run, hvor der ikke er mærket op, så vi følges så vidt muligt ad hele vejen (pace ca. 5.30-5.45) - ruten/ruterne kan dog også fås som gpx-fil, hvis man foretrækker sololøb.
Hvis du vil med til eventen, tilmelder du dig blot på den ønskede distance. Drikkevarer til maden afregnes personligt med Fiskehuset på dagen.
VIGTIGT: Halvmaraton afvikles kun ved tilstrækkeligt deltagerantal (officielt ved min. 5 deltagere). Hvis HM aflyses, tilbagebetales prisen, hvis man ikke ønsker at skifte distance.
Sidste tilmeldingsfrist for deltagelse er 23/8!
Motionsudvalget håber, at vi kan samle mindst lige så mange deltagere som sidste år, og vi glæder os til at invitere jer alle på en hyggelig tur med fællesspisning bagefter!
Mange hilsener - Motionsudvalget